En tanke har gået igennem mit hoved de sidste par måneder, efter at jeg vendte tilbage til Danmark? Hvad f.... er min kulturelle identitet? Selvom jeg er dansk af fødsel, så har jeg norsk blod, et bornholmsk efternavn og en tilknytning til Sydamerika, efter at ha' tilbragt så meget tid der. Samtidig med det, så går jeg på en international skole og lever i en globaliseret verden, hvor meget få mennesker stadig kan sige at de er "100% (indsæt nationalitet her)".
Det er jo noget meget "unikt" at være tilknyttet en speciel kultur. Men hvem kan kun identificerer sig selv med en enkel kultur? Udover den nationale tilknytning, er der også den lokale kultur, måske indflydelse udefra, fra medier, TV og meget mere. Pludselig ser vi europæiske unge spise sushi, sydamerikanere eksperimenterer med forskellige variationer af pizza og danske bagerier åbner op i Østasien. Hver især med den lokale indflydelse, som adskiller sig fra oprindelseslandet. Sådan ser jeg også mig selv, og mange andre på min alder. Jeg kan godt lide at beskrive mig selv som være en viking der hader kulde, elsker æbleskiver og drikker mate (argentinsk urtedrik, red.) næsten hver dag. Men det er bare en lille del af hvem jeg er.
Forleden dag blev jeg spurgt af en ven om jeg var "ved at glemme mine danske rødder", siden jeg kom hjem fra Argentina, og har haft en meget sydamerikansk tankegang til livet (f.eks. min forkærlighed for Cumbia musik, fernet branca med coca cola og festerne). Det fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved mange ting. Jeg er stolt over at være dansk. Jeg er stolt over at være 3/8 norsk, over at have et bornholmsk efternavn og en forkærlighed for det sydamerikanske (især det argentinske og brasilianske). I Danmark er jeg født, men er det her at jeg har hjemme? Hvor er hjemme? Mange siger at hjemme er der hvor at hjertet er. For mig vil det være hele verden (næsten). Lige nu er mit hjem Birkerød, men i hvor lang tid? Hvor er jeg henne om 2 år? 10 år? 50 år? Det vil kun tiden vise. Og hvad vil min kulturelle identitet så være?
Lige nu er jeg stolt over at være..... Rachel. Men jeg vil ikke sættes i bås som skulle identificere mig selv med blot at være dansk. Jeg føler mig dansk, men jeg føler mig også international. Det er et meget vidt begreb, men jeg tror at vores fremtid bliver mere og mere divers. En kærlighed på tværs af landegrænser, der krydser sprogbarrierer og kan rejse mere end 1000 km. Det er noget af det som jeg elsker ved at leve i verden anno 2017. Du kan gå ned af gaden i København og høre mere end 20 sprog blive snakket, spise med fra forskellige lande og interagere med folk fra forskellige kulturer. Det er vigtigt dog at vi stadig værdsætter der, hvor at vi kommer fra. Uanset hvor meget vores verden udvikler sig, så skal vi stadig huske på ikke at give 100% slip på vores rødder. Før vi ved af det, så er det måske væk for altid. Og hvordan kommer fremtiden så til at se ud for det danske? Igen, det kan kun tiden vise.
XOXO
Det er jo noget meget "unikt" at være tilknyttet en speciel kultur. Men hvem kan kun identificerer sig selv med en enkel kultur? Udover den nationale tilknytning, er der også den lokale kultur, måske indflydelse udefra, fra medier, TV og meget mere. Pludselig ser vi europæiske unge spise sushi, sydamerikanere eksperimenterer med forskellige variationer af pizza og danske bagerier åbner op i Østasien. Hver især med den lokale indflydelse, som adskiller sig fra oprindelseslandet. Sådan ser jeg også mig selv, og mange andre på min alder. Jeg kan godt lide at beskrive mig selv som være en viking der hader kulde, elsker æbleskiver og drikker mate (argentinsk urtedrik, red.) næsten hver dag. Men det er bare en lille del af hvem jeg er.
Forleden dag blev jeg spurgt af en ven om jeg var "ved at glemme mine danske rødder", siden jeg kom hjem fra Argentina, og har haft en meget sydamerikansk tankegang til livet (f.eks. min forkærlighed for Cumbia musik, fernet branca med coca cola og festerne). Det fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved mange ting. Jeg er stolt over at være dansk. Jeg er stolt over at være 3/8 norsk, over at have et bornholmsk efternavn og en forkærlighed for det sydamerikanske (især det argentinske og brasilianske). I Danmark er jeg født, men er det her at jeg har hjemme? Hvor er hjemme? Mange siger at hjemme er der hvor at hjertet er. For mig vil det være hele verden (næsten). Lige nu er mit hjem Birkerød, men i hvor lang tid? Hvor er jeg henne om 2 år? 10 år? 50 år? Det vil kun tiden vise. Og hvad vil min kulturelle identitet så være? 
Lige nu er jeg stolt over at være..... Rachel. Men jeg vil ikke sættes i bås som skulle identificere mig selv med blot at være dansk. Jeg føler mig dansk, men jeg føler mig også international. Det er et meget vidt begreb, men jeg tror at vores fremtid bliver mere og mere divers. En kærlighed på tværs af landegrænser, der krydser sprogbarrierer og kan rejse mere end 1000 km. Det er noget af det som jeg elsker ved at leve i verden anno 2017. Du kan gå ned af gaden i København og høre mere end 20 sprog blive snakket, spise med fra forskellige lande og interagere med folk fra forskellige kulturer. Det er vigtigt dog at vi stadig værdsætter der, hvor at vi kommer fra. Uanset hvor meget vores verden udvikler sig, så skal vi stadig huske på ikke at give 100% slip på vores rødder. Før vi ved af det, så er det måske væk for altid. Og hvordan kommer fremtiden så til at se ud for det danske? Igen, det kan kun tiden vise. XOXO
Rachel
Kommentarer
Send en kommentar