Et emne som har været op til meget debat her på det seneste er danske gymnasiers opretholdelse af fraværsprocenter. Det hedder, som reelt, at hvis man har for meget fravær, så risikerer man at falde for meget bagud og, i værste tilfælde, smidt ud af sin gymnasielle uddannelse.
Selv er jeg gymnasieelev i 2.G., og tanken om at få fravær kan selv få mig til at ligge søvnløs om natten.
Men hvorfor har jeg det sådan? Og hvorfor har mange andre af mine jævnaldrene på samme måde?
Vi går i skole, selvom vi burde blive hjemme og få det bedre. I stedet for sidder vi og risikerer at smitte både klassekammerater og lærere. Alt det, fordi vi ikke vil ha' for høj en procentsfravær.
Ikke nok med det, men nogen er også bange for at skulle til læge eller tandlæge i skoletiden, igen på grund af frygten for fravær. Hvad er det dog kommet til?
Min ligger på, cirka, 1%. Det lyder ikke af meget, men jeg har misset omkring 7 moduler, både på grund af sygdom og på grund af nogle andre ting. Jeg har misset 7 undervisningstimer, og er faldet lidt bagud på det, så jeg måtte få læst endnu mere op. Men det er jo min egen skyld, fordi jeg sætter mit helbrede før undervisning. Fordi jeg prøver at passe på mig selv, sådan så jeg ikke risikerer at andre sidder og bliver syge, i en periode hvor at sygdom nærmest er synonym med måneden.
Skal jeg sidde og ha' en skyldfølelse over at jeg ikke har det godt? Jeg gør alt for at passe på mit helbrede, men tanken om en lille promilles fravær gør at jeg bliver endnu mere syg. Jeg sidder indtil sent for at blive færdig med lektierne, fordi jeg også gerne vil nyde livet, se et afsnit af FRIENDS og få mig en kop aftente med mine venner fra kostskolen. Det er vigtigt at huske på at vi også har et liv udenfor skolen, og hvis ikke vi kan ha' lidt af det som unge, hvornår så?
Lige nu sidder jeg i en pause, og om lidt skal jeg tilbage til mit modul. 3 af mine klassekammerater sidder og hoster. Måske har de det ikke "dårligt" nok til at blive hjemme, men de skal stadig huske på at deres helbrede kommer før alt andet. Så må vi hjælpe hinanden på vejen, hvis der er noget vi mister. I sidste ende handler det jo ligeså meget om hvordan man klarer sig i skolen, i forhold til hvor meget fravær man har.
Jeg siger ikke det her som at det er okay at pjække eller lignende, men at vi skal passe på os selv, og ha' lov til at tage fri, når det er nødvendigt.
/Rachel
Selv er jeg gymnasieelev i 2.G., og tanken om at få fravær kan selv få mig til at ligge søvnløs om natten.
Men hvorfor har jeg det sådan? Og hvorfor har mange andre af mine jævnaldrene på samme måde?
Vi går i skole, selvom vi burde blive hjemme og få det bedre. I stedet for sidder vi og risikerer at smitte både klassekammerater og lærere. Alt det, fordi vi ikke vil ha' for høj en procentsfravær.
Ikke nok med det, men nogen er også bange for at skulle til læge eller tandlæge i skoletiden, igen på grund af frygten for fravær. Hvad er det dog kommet til?
Min ligger på, cirka, 1%. Det lyder ikke af meget, men jeg har misset omkring 7 moduler, både på grund af sygdom og på grund af nogle andre ting. Jeg har misset 7 undervisningstimer, og er faldet lidt bagud på det, så jeg måtte få læst endnu mere op. Men det er jo min egen skyld, fordi jeg sætter mit helbrede før undervisning. Fordi jeg prøver at passe på mig selv, sådan så jeg ikke risikerer at andre sidder og bliver syge, i en periode hvor at sygdom nærmest er synonym med måneden.
Skal jeg sidde og ha' en skyldfølelse over at jeg ikke har det godt? Jeg gør alt for at passe på mit helbrede, men tanken om en lille promilles fravær gør at jeg bliver endnu mere syg. Jeg sidder indtil sent for at blive færdig med lektierne, fordi jeg også gerne vil nyde livet, se et afsnit af FRIENDS og få mig en kop aftente med mine venner fra kostskolen. Det er vigtigt at huske på at vi også har et liv udenfor skolen, og hvis ikke vi kan ha' lidt af det som unge, hvornår så?
Lige nu sidder jeg i en pause, og om lidt skal jeg tilbage til mit modul. 3 af mine klassekammerater sidder og hoster. Måske har de det ikke "dårligt" nok til at blive hjemme, men de skal stadig huske på at deres helbrede kommer før alt andet. Så må vi hjælpe hinanden på vejen, hvis der er noget vi mister. I sidste ende handler det jo ligeså meget om hvordan man klarer sig i skolen, i forhold til hvor meget fravær man har.
Jeg siger ikke det her som at det er okay at pjække eller lignende, men at vi skal passe på os selv, og ha' lov til at tage fri, når det er nødvendigt.
/Rachel
Kommentarer
Send en kommentar